Kontanthjælpsloftet rammer børn
7. november 2018
Systematisk udnyttelse af ledige
7. november 2018

Moderne slaveri

Når polske håndværkere kommer til Danmark, bliver de udnyttet på de groveste. Udover at de får væsentligt mindre i løn end deres danske kollegaer, så lever de og arbejder under kummerlige forhold.

Et godt eksempel på det moderne slaveri er den nyeste afsløring, som 3F står bag. Det drejer sig om polske arbejdere i det nye byggeri for Asnæsværket i Kalundborg. De tjener op mod 85 kroner mindre i timen end deres danske kollegaer. Det svarer til 40 % mindre i løn. Desuden bor arbejderne i containere i Kalundborg Havn, hvor to personer deler seng. Det giver de 500 kroner for hver 14. dag.

Social dumping undergraver dét, som fagbevægelsen har kæmpet for i mange år og stiller danske arbejdere dårligt. De danske lønninger bliver sat under pres og de ledige konkurrerer om jobs på ulige vilkår. De der arbejder på overenskomstmæssige vilkår oplever at deres arbejde overtages af underbetalte udenlandske håndværkere.

De udenlandske virksomheder betaler hverken skat eller moms i Danmark og samtidig betaler de meget mindre til lønninger. Det betyder at danske virksomheder konkurrerer med udenlandske virksomheder på ulige vilkår. Alt i alt er det en dårlig forretning for det danske samfund.

Moderne slaveri ses i lyset af de kummerlige forhold som øst-arbejdere arbejder og lever under. Når arbejdet bliver udført af udenlandske virksomheder, bliver arbejdsmiljømæssige regler ofte ikke overholdt. Ydermere bor de i containere eller i bedste tilfælde i lejligheder med mange i samme værelse.

Der er intet galt i at bruge udenlandsk arbejdskraft. Det skal bare foregå anstændigt og på danske vilkår. Vores samfund er et kvalitetssamfund af høj standard. Det mener jeg ikke vi kan bevare og udvikle med billig arbejdskraft.

Vi skal bekæmpe social dumping og det skal gøres bl.a. ved en lov om kædeansvar. Det betyder at en hovedentreprenør skal hæfte, hvis hans underentreprenører ikke betaler ordentlige lønninger eller ikke overholder arbejdsmiljøloven.

Jeg mener også at vi kan bekæmpe social dumping ved at alle offentlige udbud skal indeholde klausuler om løn og arbejdsvilkår. Det betyder at dé private aktører som stat, kommuner og regioner bruger til at løse diverse opgaver skal holdes til ansvar, hvis de eller deres underleverandører ikke overholder overenskomster og/eller arbejdsmiljøregler.